Så gik der igen et par uger uden blogindlæg.
Efteråret er kommet, men heldigvis uden frost. Vi har kun haft lidt rim i græsset. Georginerne er ikke så pæne mere, men de er stadig i jorden og på afstand ser det faktisk helt fint ud.
Javsen har haft travlt med at klippe grønt, han har haft fod hjælp af vores datter, som har været hjemme og hjælpe i et par weekender, men nu er det ved at være slut for i år og så får han sikkert lidt tid til at komme med i haven. Jeg har desværre ikke rigtig været i haven den sidste tid, jeg har været en hel del på arbejde og så er der ikke så megen energi når jeg kommer hjem, men nu må vi se hvordan de næste 4 uger bliver. Vi bor jo i det mørke og lukkede Nordjylland. Vi er nu ikke så påvirkede som mange andre er, Javsen er godt nok sendt hjem, han er statsansat, men han kan sagtens få tiden til at gå. Skolerne er stadig åben, men jeg regner nu ikke rigtig med at skulle afsted i den næste tid. Så måske bliver der tid til en masse i haven :-) Det eneste der sådan rigtig påvirker os, er at vi ikke kan se vores børn og børnebørn, men så må vi snakke med dem over nettet, det er jo heldigvis kun 4 uger og som det ser ud nu, bliver der åbnet mere op inden jul.
Billederne i dag, er taget de sidste par uger.
Jeg var jo arbejdsløs under nedlukningen i foråret og derfor fik jeg som andre, udbetalt 1000 kroner. De skulle selvfølgelig bruges på noget til haven. Jeg har for længe siden set nogle rigtig fine storke, lavet af sten og jern. Det er Smedjens Havepynt, som laver dem. De har en side på facebook og jeg fik lavet en aftale om et besøg. Der kom 2 storke og en høne med hjem.
Resten af billederne er blandede fra haven.
Den røde Løn lyser ekstra i efteråret.
Hosta får også flotte efterårsfarver.
Hængebirken i gårdspladsen er også fin på denne årstid.
Tæt på ser man de fine farvespil
Egen skifter farve, men beholder bladene.
Lønnen igen.
En enkelt lille blomst.
God uge.