lørdag den 31. december 2016

31. december 2016. Årets sidste dag.

Så blev det den sidste dag i 2016.
Et år på godt og ondt. Startede med et dejligt højskoleophold og sluttede med en sygemelding. 
Men nu er det tid at se frem og jeg ser frem til et fantastisk haveår. Grunden er lagt, vi er kommet rigtig langt med alle de planer vi har for haven og jeg synes faktisk at vi også er ved at komme til bunds i ukrudtet. Jeg er så optimistisk at jeg begynder at planlægge at holde åben have, men først officielt næste år, i år skal bruges til at få styr på det sidste, men som altid er haven åben, hvis der skulle være nogle, der har lyst til at kigge med, det er altid dejligt med besøg i haven :-)
I dag er der kun 2 billeder, det første er ikke så godt.
Der var jo en del blæst her i Nordjylland først på ugen, vi slap billigt, det eneste der skete var at toppen røg af vores store fyr midt i haven. Heldigvis ramte toppen ikke noget særligt på vej ned og Javsen har faktisk været træt af den gennem flere år, da den var meget skæv. Fyren har været dækket af en klematis, som voksede mange meter op i den, men vi snakker om at lade stammen stå så længe den kan, så klematissen stadig har noget at gro i.

Det ser lidt træls ud, men vi regner med at save alle sidegrene ind, så det kun er stammen, der står tilbage.

Det sidste billede er meget bedre :-) 

Vintergækker på vej, og med dem foråret :-)

Til sidst vil jeg ønske jer alle 

Godt nytår.
Vi ses i det nye :-)

mandag den 26. december 2016

26. december 2016. Julen 2016

Så blev det jul.
Juleaftensdag gik jeg en lille tur rundt i haven midt i al juleforberedelsen. 
Det er nu ikke let at se, at vi er midt i vintertiden, mange ting står på spring og venter spændt på forår. Det samme gør jeg :-)

Kameliaen har store knopper, Den er ikke kommet i drivhuset endnu, men jeg regner med at den skal derind i løbet af næste uge.

Kejserbusken har som sædvanlig mange blomster.

Der er mange knopper i Stjernemagnolien, så det tegner godt.

De er nu så flotte.

Der er blomst i flere af Påskeklokkerne.

Vortemælken står så fin om vinteren.

I dag er der stille i huset. Javsen har været på jagt og der er kun Liv og vores udvekslingsstudent Todd, der er hjemme i dag. Jeg har lavet ingenting i dag, havde egentlig regnet med at gå en tur i haven, men vejret indbød ikke rigtig til det. Der blæser en del, men ikke så slemt endnu, det skulle blive værre senere, nu må vi se.

Med et billede af vores juletræ vil jeg gerne ønske jer alle en rigtig god jul, det der er tilbage af den :-)

mandag den 5. december 2016

5. december 2016. Julepynt i haven.

I år har jeg valgt, at pynte lidt mere op til jul udenfor, end jeg plejer at gøre. Jeg har ikke selv det berømte pyntegen, men heldigvis er der mange af jer andre bloggere, der bare kan det der med at pynte op og så kan man få nogle ideer på den måde :-).
Tid har jeg en del i øjeblikket. Pludselig blev det hele lidt for meget for mig og nu er jeg sygemeldt i en periode med besked fra lægen om at slappe af og lave noget der gør mig glad. Det betyder, at jeg bruger en del tid i haven, ikke fordi jeg får lavet en masse, men bare det, at "nusse" lidt rundt er også fint.
I dag fik jeg taget nogle billeder af mit udendørs julepynt.

Ikke så meget nyt. lidt gran og nogle hjerter i vinduet.

Gran og kogler.

Mos og julekugler. Koglekransen er købt og til indendørs brug, men den må holde så længe den kan.

Fyr grene i olivenspand og hjemmelavede svampe i beton.

Symaskinebordet fik også lidt pynt.

Disse klokker, er jeg bare så glad for. Købt hos Tjiller Tjaller i Holstebro.

Gammelt bålfad med gran og beton kugler.

I baggrunden jernstativer med julekugler og beton toppe.

Lidt gran i whisky tønden.

Nyt vindspil og røde julekugler.

Trellebord med selvsåede juletræer, beton, gran og en lyskæde. 

Beton svampe i en bund af gran og lyskæde. 

I morgen vil jeg se om jeg ikke kan få plantet lidt. Jeg har stadig en del stauder, der skal plantes ud i bedene, men med det vejr vi har nu kan det også sagtens lade sig gøre, måske når jeg det inden jul :-)