torsdag den 31. december 2020

2020 uge 53. Godt nytår.

 

Så kom årets sidste dag, et på mange måder mærkeligt og anderledes år. Her hos os har vi ikke mærket så meget til det som andre, hverken os selv eller vore nærmeste har været ramt af sygdom og dagligdagen har været næsten som den plejer. Jeg har selvfølgelig savnet, at kunne mødes med andre havenørder, at se andre haver og ikke mindst at besøge havemarkeder, i samme omfang som jeg plejer. 
Juleaften fejrede vi med en af vores sønner, svigerdatter, 2 af vore børnebørn og vores datter. Den ældste af vores drenge bor i England, så ham har vi ikke set i over et år, men heldigvis er det i dag let, at holde kontakt alligevel. Mellem jul og nytår havde vi en rigtig dejlig tur til zoo i Aalborg sammen med børn, svigerdøtre og børnebørn. Juledag mødtes vi med min søster, svoger og deres 2 døtre ved havet, hvor vi gik en lille tur og drak eftermiddagskaffe i skoven.
I aften er det nytårsaften, de sidste mange år, har vi fejret denne aften sammen med gode venner, men i år har vi valgt, at blive hjemme og hygge sammen med vores datter.
Når året nærmer sig sin slutning, kommer der tanker om hvad der skal ske i haven det næste år. Vi har ikke de store anlægs planer, men et stort arbejde venter nu alligevel. Søen i Den Japanske Have er utæt, så den er vi nødt til at tømme og få lavet om. Når vi er ved det vil vi også lave terrassen ved siden af søen om. Desuden må vi erkende, at selvom vi fik sået nyt græs på stierne i Skovhaven, er der efterhånden så skygget, at græsset ikke kan gro, så nu bliver der lagt stabilgrus i stierne, lige som man gør i skoven omkring os.
Vi har snakket om, at springe over åben have i år, men enden bliver vist, at vi alligevel holder åben et par weekender. Vi nyder virkelig at have gæster i haven så jeg tror næsten ikke vi kan undvære det :-)

Billederne denne gang er af vores vinterpynt. Vi er altid lidt sent til, at få vinterpyntet og derfor får det lov til at blive til januar/februar. Vi synes at det er så skønt med lidt lys i haven også efter jul.














Det sidste billede er de 12 månedsbilleder, som er taget ved Supbedet, et hver måned. Det er sjovt, at se forandringen gennem et helt år.


Rigtig godt nytår, jeg håber vi se i det nye år.