søndag den 22. marts 2015

Marts 2015. Et par fridage :-)

Jeg var så heldig, at få et par fridage torsdag og fredag. Dem havde jeg bestemt skulle bruges i haven.
Torsdag blev brugt til at dele og potte de floks, vi gravede op sidste weekend, så nu står der 20 potter med floks i forskellige farver.
Fredag skulle jeg hente Liv i Aarhus. Jeg har hørt flere omtale Billigblomst, så jeg tænkte, at jeg ville køre omkring dem på vejen.
Det var da et farligt sted at besøge. Masser af billige planter og skulle man lige stå og mangle en krukke var der mange at vælge imellem.

Der kom da "lidt" med hjem.

Inden jeg kørte til Aarhus, brugte jeg formiddagen på at så.
Jeg fik indviet mit nye såsæt, som består af en stor bakke til jord, en sigte og en lille skovl til at fylde jorden i potterne med. Det virker helt fint og jeg sviner ikke helt så meget med jord som jeg plejer :-)

Kun lidt jord kom ved siden af.


De første bakker er fyldt.

Nu står de i stuen, jeg skal huske at få plastik over.


Lørdag fik vi plantet nogle nye frugttæer i stedet for dem vi har fjernet.
Vi har valgt at sætte 2 nye æbler ,et Aroma og et Topas. Det ene træ vi fjernede var også et Aroma, og det var vi rigtig glad for. Topas har vi ikke prøvet, men det valgte vi fordi det skulle kunne gemmes i lang tid. Ud over æbletræerne satte vi to moreller. 

Træerne er plantet, og der er plantet Hosta rundt om dem.

Dejligt med en ny trillebør :-)


"Vipperen" har fået en plads i Rododendronbedet i gårdspladsen.

Så er der kun en uge til påske og på lørdag skal vi jo huske at sætte både havemøbler og  klokken frem.

søndag den 15. marts 2015

Marts 2015. Weekend i haven.

For 14 dage siden fik vi hevet en hel del buske og frugttræer op. Nu har Javsen fået ryddet op og fræset, hvor det var nødvendigt.
Fredag eftermiddag kørte vi så på planteskolen, for at hente 4 nye frugttræer. Vi fik dem nu ikke med hjem, men nu er de bestilt og vi kan hente dem på fredag. Det blev til 2 moreller og 2 æbler. 
Lørdag fik vi plantet et par nye buske i læbæltet langs huset. Det var nogle vi havde til at stå i potter.
Og så gik vi ellers igang med at flytte roser. Vi har efterhånden en hel del roser og mange af dem var bare sat rundt omkring, hvor der lige var plads til dem. Men nu skulle der gerne være styr på dem alle. Her i ugen vil Javsen så gå igang med at give dem den første gødning i år. Så håber jeg på, at kunne vise masser af billeder af flotte roser, senere på året.

Det er ikke så let at se, men her er der plantet et par nye buske.

Sidste år fik vi plantet buksbom i skærehaven. I et af bedene havde jeg fået sat nogle Iris lige der, hvor de skulle stå, så der kunne vi ikke plante. 
Søndag fik vi flyttet de Iris, der stod i vejen og plantet færdig.

Klar til Busbom. 

Så er alle buksbom sat.

Når vi sådan går og flytter rundt på planter og buske, dukker der altid nogle løse skud og planter op. Jeg kan ikke lade være med at sætte dem i potter, for der kunne jo være, at der er en der lige kan bruge en plante:-). 

Noget af dagens overskud.

I et af bedene i "Parken" har der et par år været et hjørne med Spejlæg. Det er svært at holde rent, så sidste efterår, bestemte jeg mig til at rydde det og tage frø, så jeg kunne sætte nogle nye her i år. Men det skulle jeg åbenbart ikke bestemme, Spejlæg pibler frem.

Masser af Spejlæg.

Da vi var ved at grave buske og roser frem under vinterdækket i kasserne, dukkede en rigtig dejlig julerose frem. Det er en jeg sidste år, fik hos Rita fra Blomstertøsens Have, den står og venter på at komme op i den nye skovhave.

Den er yndig. I virkeligheden er den mere gul.

I fredags, da vi var på planteskolen, købte jeg 3 små Iris. Jeg har før købt de små Iris, men ikke haft held med, at få dem til at komme igen året efter, men nu prøver jeg igen.
Jeg har også købt lidt forskellige primula, her i det tidlige forår. De har stået og pyntet i drivhuset, men nu trængte de til at komme ud i haven.

Små blå Iris.

Primula på rad og række.

I dag har vi siddet i drivhuset og spist frokost, der er efterhånden ved at være en god varme derude. Vi har snakket om at vi vil pille overvintringshuset ned i næste weekend. Selvfølgelig kan der stadig komme lidt nattefrost, men den lille varmeblæser, der plejer, at stå i overvintringshuset,  kan sagtens holde det store drivhus frostfrit, hvis, der skulle fryse lidt.

Der er blomster i Nektarinen.
God søndag aften.

søndag den 1. marts 2015

Marts 2015. Beskæring af buske

Så kom vi endelig til den første officielle forårsdag.
Selvom dagen ikke har været særligt forårsagtig, regn og blæst, kan man nu sagtens mærke det går den rigtige vej. Dagene bliver længere og der er godt gang i mange af planterne i haven.
Lørdag brugte vi nogle timer i haven. Vi har en del gamle buske, som i lang tid har trængt til en kraftig reducering, nogle skulle klippes tilbage og andre helt væk.  
Sådan så det ud før vi havde fjernet nogle buske, meget tæt.

Heldigvis kan vi bruge traktoren til det tungeste.

Det var det der blev tilbage.

Det er meningen at der skal plantes lidt nyt, så det ikke er alt for bart. Noget af det vi har fjernet er nogle røde snebær. De er rigtig søde, men efterhånden havde de invaderet alle de andre buske, så vi valgte at fjerne dem alle.
I kanten af vores frugthave, har vi et læbælte. Den inderste række er gedeblad og de er nu efter mere end 20 blevet store og grimme. Rækken mod syd, blev ødelagt af sne for nogle år siden og derfor skåret tilbage. De er blevet rigtig flotte igen, så nu har resten også fået en tur med motorsaven.


                                            
Javsen i gang med motorsaven.


Grenene fjernes

Og køres væk.

I sidste uge fik vi beskåret nogle forskellige træer, blandt andet en stor hængebirk. Jeg blev belært om, at den slagt måtte man da ikke smide væk :-), det kunne jo bruges til en masse. Så jeg fik fat i lidt af det og prøvede at lave en rede af det. Mine evner til den slags er ikke så gode, men jeg er nu fint tilfreds med resultatet.

En lille rede, med beton æg.

God weekend til jer alle