Så gik endnu en uge.
Det er et helt fantastisk vejr vi har haft den sidste lange tid, næsten for godt. Efterhånden kan vi virkelig mærke, at det er længe siden der har regnet her hos os.
Vi plejer ikke at vande i prydhaven, men de sidste dage har vi snakket alvorligt om, at vi nok bliver nødt til det. Køkkenhaven er blevet vandet og i aften har jeg lagt slangen over til Gunneraen. Vi havde håbet på lidt vand i dag, 0,5 mm blev det til :-(
Ugen er gået stille og roligt, nogle dage har der været tid til lidt havearbejde og jeg er blevet færdig med at luge i Skærebedet.
Onsdag fik jeg lidt nye planter fra Stoubystauder, hun har mange spændende ting.
I Parken er Skærebedet ved at blive som vi har set frem til, Buksbom hækkene er nu så store, at de skal klippes og de fleste bede er ok.
Det er ikke så let at tage billeder, men man ser tydeligt, at hækken trænger til klipning.
Dette bed er lidt "træls". Det er fint tidlig forår med masser af Narcisser, men hvad så ? vi har prøvet med Liljer og Iris, men det fungere ikke rigtigt.
Her kan man næsten se ideen med bedet. En firkant af bøgehæk og en cirkel af Buksbom og så en bænk i midten.
Her til aften gik jeg min sædvanlige rundtur og fik taget lidt billeder af noget af det, der blomstrer lige nu.
Syren Sensation.
Hvor blev jeg glad da jeg så denne. Pimpinella Rosea. Den har stået i stampe flere år, men endelig er den i blomst :-)
Rosen Aicha er altid flittig.
Det er Louise Bugnet også
Flot hvid med røde knopper.
For nogle år siden besøgte vi Kifsgate haven i England. Der så vi en hel fantastisk rose. En kæmpe, der af nogle bliver kaldt The Killer Rose. I år har vi taget mod til os og plantet en, så må vi se om vi kan styre den.
Den ser godt nok ikke ud af meget endnu.
I det Hvide Bed blomstrer Løjtnantshjertet stadig, nu sammen med Blomsterkørvel og Hvid Knopurt.
Vi har en del Akelejefrøstjerner i haven, både lilla og hvide. Desværre er flere af dem fulde af lus. Det sker hvert år, men i år er det ekstra slemt pga varmen.
Det mærkelige af det er at der kan stå en plante, der er fuld af lus lige ved siden af en der ingen har og det ser ikke ud til at de spreder sig .
Det er bestemt ikke kønt.
Det ser noget bedre ud uden.
Ny Geum fra sidste år, Rubin.
Den gamle bonderose med flotte røde blomster, desværre kunne jeg ikke fange den rigtig farve, den er meget mere varm rød i virkeligheden.
I morgen har jeg en fridag, den skal bruges i haven og næste lørdag håber jeg på, at vi kan komme til Blomsterfestival i Bangsbo Botaniske have i Frederikshavn.
God uge!