søndag den 21. februar 2016

21. februar 2016. Forår i drivhuset.

Jeg havde håbet på, at komme en masse i haven i denne weekend.
Det blev ikke til så meget, men jeg kom da lidt ud mellem bygerne.
Først en lille tur rundt i haven.
Vi gik en tur i skoven sidst på formiddagen i dag. Da vi kom forbi "Parken" gik vi som sædvanlig ind omkring.
En af de nyplantede roser var næsten gravet op. Det er sikkert ræven, der har ledt efter mus.

Der var et ordentlig hul.

Inde i den Japanske afdeling sker der ikke så meget på denne tid, men en enkelt selvsået Nyserod står i fuld flor foran Sydbøgen. Den skulle egentlig have været fjernet, men jeg kan næsten ikke nænne det.

Dejligt med lidt farve på denne årstid.

Jeg har ofte købt nogle små iris Kathrin Hodgkin, de er lidt sarte og jeg har ikke rigtig haft held med at få  dem i blomst igen. Jeg satte nogle sidste år og til min overraskelse opdagede jeg idag, at der var liv i en af dem :-)

Ikke stor, men den er der.

I gårdspladsen, under en af de store hængebirke, har jeg sat 3 Gaultheria, bjergte og de har fået små fine røde bær.

Fine røde bær, gemt mellem bladene.

I sensommeren købte jeg lidt nye pæoner. Blandt andet en træpæon. Det var bare en pind og jeg skrev til leverandøren om det. De svarede, at jeg skulle vente og se til foråret. Og se nu bare hvad der sker, det ser ud til at de havde ret :-)

Et lille nyt skud og der er faktisk et mere uden for billedet.

Også i år har jeg ladet mig friste til at købe lidt Kathrin Hodgkin. Jeg har ladet mig fortælle, at det er en fordel at plante dem tæt på huset, så nu prøver jeg det.

Jeg har sat dem under Fasanbusken.

Sidst på eftermiddagen gik jeg en tur i drivhuset.
Det var nu heldigt, at jeg gik derind, for jeg opdagede, at en af tagrenderne var stoppet, hvilket betød, at regnen løb ind i drivhuset og ned i den seng vi har til at stå derinde. Javsen fik det ordnet, så nu løber vandet den rigtige vej igen.
Jeg fik plantet lidt forskellige Primula. Jeg venter lidt endnu med at sætte dem ud, så kan de lave lidt forår i drivhuset.

Enkle i en trækasse.

Dobbelte på bordet.

Da vi var på havetur til Irland for et par år siden, så vi en rigtig sød plante, der hedder Angles fishing rod. Vi så den igen i England, sidste år. Den kan ikke helt klare den danske vinter, men jeg har alligevel prøvet, at købe et par planter, Jeg regner med at have dem i en krukke og så opbevare dem i drivhuset om vinteren, nu skal det i hvert fald prøves.

3 små planter.

Til sidst et billede af vores nektarin. Den viser også at der er lidt forår i drivhuset.

Man kan se de røde blomsterknopper.

God uge til jer alle.

søndag den 7. februar 2016

7. februar 2016. Det føles som forår.

Her først i februar kan man godt lade som om det er forår. I hvert fald når vejret er som det har været i dag. 
I formiddags gik vi en tur i skoven og vi hørte lærken, så føles det da lidt som forår :-)
Lørdag var vi lidt i haven.
Javsen har længe snakket om, at vi var nødt til at få klippet lidt i klatreroserne, det var ved at være svært, både at køre og at gå forbi dem.
Så der blev klippet lidt og bundet lidt op. Vi har prøvet forskellige ting til opbinding af roser, men vender altid tilbage til sorte strips. De er lette, at have med at gøre, lette at fjerne igen og så er de næsten usynlige om sommeren.

Så blev der plads.

Jeg har flere steder set, at man bruger kastaniehegn til at holde lidt styr på bedene.
Jeg har købt en billig udgave af hegnet og lørdag fik vi sat det op.
Foreløbeligt er vi meget godt tilfredse med resultatet.

Nu er det let at gå på stien.

De sidste par uger har jeg ledt efter erantis og endelig fandt jeg nogle stykker. Det er lidt sjovt, at tænke på, at om et par uger er bedet helt gult og dækket af erantis og her har jeg ledt efter et par stykker.
Næsten sprunget ud, de mangler bare lidt sol.

Nu skal der snart spises, tasken er pakket og i morgen tidlig går turen igen til Lemvig. Denne gang en kort uge. Jeg kører hjem allerede torsdag, vi skal passe børnebørn :-)
God uge til alle.