søndag den 5. februar 2017

5. februar 2017. Hækken skal klippes inden Sankt Hans.

Vi har jo bestemt, at vi vil være lidt foran i haven i år, så i dag blev Taks hækken klippet, det er da i god tid inden Sankt Hans :-) 
Det er nu bare pjat, hækken blev klippet i juni sidste år og skulle have været klippet igen i august, men blev det ikke. Den så ikke særlig pæn ud med alle de "stritter", så idag blev den klippet. Jeg var lidt skeptisk, men som Javsen ganske rigtig sagde, så formklipper han juletræerne nu, så hvorfor skulle Taksen ikke kunne holde til det, når de kan.

Det ser nu noget bedre ud nu.

Nederst i haven har vi et læbælte og den oprindelig drøm, var at der skulle laves skovbundsbed mellem træerne. Det har vi været nødt til at opgive, der er alt for lidt lys og de store træer tager alt væden. Derfor anlagde vi et nyt skovbundsbed for 2 år siden.
Nu da vi har fået vildthegn og der er blevet en fin sti langs det, bestemte vi os for at rydde lidt op dernede.
Det betyde nu bare, at vi sætter et hegn op, sådan at man kan se hvor man skal gå. Indenfor hegnet regner vi med, at sætte lidt forskellige planter, der så får lov til at passe sig selv. Der er i forvejen lidt bregner og nogle digitalis og de ser ud til at klare sig ok ud mod stien.

Noget af "rodet"

Hegnet står langs en grussti, det første stykke.

Her forsætter det ind mellem træerne. Der er kun hegn hen til træet.

Jeg har sået lidt forskellige stauder og nogle af dem er kommet op. De står i drivhuset, men det ser desværre ud til at de små planter ikke kan lide, at der godt kan fryse. I dag har jeg sat dem ind i bobledrivhuset, så nu håber jeg de klarer sig.
I drivhuset står  mine Kamelia, de er ikke sprunget ud endnu, men har store knopper. De blev først sat ind lige før jul.

Masser af knopper.

I år har jeg prøvet, at grave nogle småplanter af KæmpeVerbena op og sat dem i potter i drivhuset. Jeg synes ikke de selvsåede bliver så store som jeg gerne vil have, så nu prøver jeg om det kan hjælpe, at de står derinde.

De har det ok endnu. 

Til sidst et billede fra Bregnebedet. Nu begynder vintergækkerne at dukke op og graver jeg lidt ned i bladene er der masser af erantis. Om lidt er der helt hvidt og gult :-)

Næsten sprunget ud.
Kan I alle have en god uge. Der loves en del frost i de næste par uger, nu må vi se hvordan det går.
På onsdag starter jeg i et vikariat som lærer. Jeg er lidt spændt på at, komme igang igen efter min sygemelding, men jeg her en rigtig god følelse over det, så jeg håber det kommer til at gå godt.